Gårdejer Ejvind Friis Jensen, Kvislemark har samlet sine erindringer om hvorledes krigen berørte hans hjemegn.Det er historien som den 16 årige skoleelev oplevede den. Hele erindringsstoffet er samlet i et hæfte på 52 sider. Her gengives to afsnit fra erindringsstoffet.

En flyver faldet ned ved Haldagerlille
Fastelavnssøndag den 20. februar 1944 indleder de allierede en ny luftoffensiv mod Tyskland. 316 flyvende fæstninger passerer Danmark ved middagstid, de kommer i luftkamp med tyske jagere over Fyn, hvor 7 tyske jagere må bide i græsset sammen med 3 amerikanske bombemaskiner. Den ene når Sjælland og falder ned på Valdemarsmindes marker ved Haldagerlille. Næste dag hører vi om det i skolen på Hindholm, og vi cykler så en 4-5 klassekammerater derhen ved vraget hver eftermiddag efter skoletid i tre dage for at hugge forskellige ting fra maskinen.

De to første dage var der kun et par tyske vagter til at passe på vragdelene, som var spredt over en stor mark. Vagterne kunne ikke være alle vegne, så når de var i een ende af marken og skældte ud over, at vi brækkede dele af der, var der altid i den anden ende af marken, drenge som fjernede ting, som tyskerne ikke skulle have sendt ned til Tyskland og efterligne i deres krigsproduktion. Blandt delene jeg fjernede, var store stykker af kort over den Engelske kanal og Nordfrankrig samt et over Østersøen med Øland og Gotland.

Tredje dag ved Haldagerlille var det dog lige ved at gå galt. Vi havde dagen forinden bemærket, at tyskerne havde samlet patroner og andre dele på en gummivogn, som vi ikke kunne komme nær. Vi brækkede så små stykker af vragdele af forskellige steder på marken og gjorde dem efterhånden rasende. Førstedagen havde jeg ved en mergelgrav opdaget et hul i jorden med ca. 50 ltr. smøreolie. Nu var olie en mangelvare, som vi hjemme i landbruget manglede til smøring af maskinerne. Så anden dagen havde jeg en dunk med, som jeg ville fylde med olie. Men den gik ikke. En tysk vagt jagede mig væk og beordrede mig til at smide dunken. jeg blev godt sur, og ville så næste dag tage en æske tændstikker med. For når vi ikke måtte bruge af den fine smøreolie, så skulle tyskerne heller ikke have den. Jeg sikrede mig så, at der ingen vagter var i nærheden og lagde mig på maven ved hullet og strøg den ene tændstik efter den anden, -men olien ville ikke brænde. Jeg manglede et stykke twist. Da jeg er lige ved at opgive at få brændt den af, råber een bag mig på tysk, hvad jeg laver der. Jeg drejer hurtigt hovedet og kigger lige op i en bajonet. Det var ikke så godt. Jeg forsøger at spille dum og fortæller ham, som han jo kan se, at jeg er interesseret i at finde ud af, om det stof kan brænde. - "Herauss" brøler han. - "Jawohl" svarer jeg og er hurtigt væk. Men vi var ikke færdige med herrefolket af den grund.

Vi havde i skolen den dag aftalt at gøre det sidste og store kup, idet tandlægens og doktorens sønner i Fuglebjerg, nemlig Poul Gowertz Rasmussen og Niels Fock, ville søge at stjæle så meget ammunition fra gummivognen, som de kunne bære væk. Vi aftalte så, at vi to andre skulle aflede tyskernes opmærksomhed ved i den anden ende at brænde olien af og skramle kraftigt med de vragdele, som lå der. Det mislykkedes at afbrænde olien, men vi fik dog rumsteret så meget med delene deromkring, at alle tre eller fire vagter kom ned og skældte os bælden fuld. Imedens vi fik trukket tiden ud ved at diskutere med dem, var det lykkedes Poul og Niels at liste bag om ammunitionsvognen oppe på bakken. De fik fyldt lommerne og fik favnen fuld af patroner, hvorefter de roligt travede af sted i sydvestlig retning væk fra pladsen. De var heldigvis nået et godt stykke, da vagterne opdagede det og fik mistanke. Disse skulle nu først op til vognen for at se, om der manglede noget. Vi knægte fulgte med og forsøgte at sinke dem ved uafbrudt at snakke med dem. Da de så nåede derop og så at der manglede en del, blev de gale og råbte efter Poul og Niels, som dog fortsatte. Vi bedyrede tyskerne, at de ikke havde taget noget, for det kunne de ikke bruge nogen steder alligevel. - Desværre ankom der i det samme en stor, grov officer i bil. Han fortalte vagterne, hvad der var hændt. Han brølede så "halt" efter Poul og Niels, men disse begyndte nu at løbe, og han brølede igen: "Halt, oder ich schiesse". De var nu nået langt væk, men kvajet hævede pistolen og tog omhyggeligt sigte. Jeg stod få meter fra ham, og det var modbydeligt at se, at han ville skyde mine to kammerater. Så jeg fik den tanke at fare hen og skubbe til ham, men det var vist ikke så heldigt. Jeg var lamslået, da han sendte to skud efter dem, men det var heldigvis forbiere. Og jeg var lettet, da jeg så, at de fortsatte med at løbe, og tyskerne ikke gjorde tegn til at forfølge dem. Men jeg forlod hurtigt og diskret stedet og cyklede hjem.

Næste dag vi kom i skole, var vi spændt på at høre, om Poul og Niels var blevet ramt. Det var de ikke, men de havde tabt en hel del patroner, da de skulle til at løbe for livet, og de var godt sure på os, for at vi ikke havde gjort noget. De bebrejdede os endda, at vi ikke havde skubbet til tyskerens arm, da han fyrede pistolen. - Men fem bevæbnede tyskere havde vi knægte ikke lyst til at fare på, vi var magtesløse.
Det her omtalte var lidt af baggrunden for, at vi hadede tyskerne.

Flykatastrofen i Venslev 9. april 1944
De mange natlige overflyvninger, vi havde haft af engelske bombemaskiner fra RAF på vej til og fra bombninger i Tyskland og Polen blev i foråret 1944 suppleret med overflyvninger af store formationer af amerikanske Liberator-bombemaskiner. Således kom der Påskedag 1944 på 4-årsdagen for Danmarks besættelse i klart vejr en flok "Flyvende Fæstninger" fra USAF med kurs østover.

Den store "Flyvende fæstning" før togtets start og nedskydning over Venslev by, sammen med dens 10 mand besætning.

Hjemme på min fødegård var den dag en mærkedag, idet min far efter min mors død giftede sig igen, og netop den dag havde han og min anden mor været gift i 12 1/2 år, men man havde besluttet ikke at festligholde dagen dels på grund af rationering af fødevarer, hvoraf der var knaphed på mange ting. Flere slags erstatningsvarer var næsten uspiselige, - dels var det næsten ikke til at transportere gæster frem og tilbage, idet tog og busser næsten var ophørt med at køre. Private biler var opklodsede, og de få hyrevogne, som kørte på generatorgas, havde meget små rationer af vådt generatorbrænde. Endvidere kunne vi næsten ikke tænke på at holde fest midt i alle de grusomheder, der skete under krigen både ved fronterne men også i vort fredelige, lille land, hvor røverier og mord var blevet ret så almindelig læsning i aviserne.

Aftnerne før påske havde jeg lavet hvedemel til bagningen, idet mine to brødre kom hjem på ferie, og da der var knaphed på mel, måtte vi selv lave det. Det var godt nok forbudt, men det var der så meget, der var. Al brødkorn skulle afleveres til Staten. -Hveden blev malet meget fint til mel to-tre gange på kværnen og derefter sigtet. Jeg havde konstrueret en sigte, som bestod af en træramme på fire ben med finmasket messing-net i bunden. En aksel midt igennem med fire pinde på endestykkerne og et håndtag i den ene ende udgjorde hele mekanikken. Jeg stod i bryggerset ved det lange slagterbord og lavede mel. Vinduet var som altid efter mørkets frembrud mørkelagt med en træramme med svært sort papir, og døren ud til gården blev låset, for at uvedkommende ikke skulle snuse.

Påskemorgen oprandt med fint vejr og en let østenvind. Ude i gården stod flere borde og taburetter, som havde været udlånt til en fest i Haarslev forsamlingshus. Vi tre brødre skulle nu bære disse op på det øverste loft på stuehuset. Vi var næsten færdige, da jeg som stod på det øverste loft kl. ca. 11,30 hørte en flyver komme. Man råbte nede fra gården, at jeg skulle komme ned og se den. Jeg råbte tilbage, at det vel var en tysk maskine. Men da man råbte igen, at der nu var sprunget nogen ud med faldskærme, kom jeg ned i en fart. Vi havde jo i lang tid ventet på de allieredes invasion, så vi kunne blive befriet fra tyskerne. Min første tanke var: "Mon der er ved at ske noget nu". Da jeg kom ned i gården, fortalte far, at en flyvende fæstning var gået norden om gården østpå mod Fyrendal skov. Den havde derefter svinget sydover, og medens den tabte højde, var den drejet vestover igen for endelig at styrte ned ved Venslev by, hvorfra der kom et par drøn, og en stor sort røgsøjle steg til vejrs.

Højt oppe i den blå himmel kunne vi lige over gården skimte tre hvide faldskærme. Far hentede kikkerten og på omgang kunne vi se, at de langsomt blev større og større efterhånden som de dalede ned. Af vinden blev de båret vestover. Vi kunne beregne, at de ville lande ca. 1 km. vestpå ved Hyllested by. Mine to brødre Bendt og Aage sprang på deres cykler og kørte ad Venslev til, og jeg spurtede på min cykel mod Hyllested for at gøre mit til at prøve at forhindre at de to flyvere skulle falde i tyskernes klør. Mor råbte efter os, at vi nok huskede, at vi skulle spise ved 12-tiden. - Vi var kørt.
Her i landet havde tyskerne indført dødsstraf for al hjælp til "fjendtlige agenter", som kom ned med faldskærm. Nu var jeg ikke klar over, om det også gjaldt hjælp til nedskudte allierede flybesætninger, - men de skulle jo da nødig ryge i tysk fangenskab.

På vej til Hyllested så jeg, at den ene faldskærm ville lande nordvest for byen, og de to andre ville lande i den sydlige del af byen, og jeg hjulede derom. Den ene, fortælles der, var lige ved at komme til at hænge på kirketårnet, hvorfor han febrilsk trak i snorene og fik drejet faldskærmen mod syd. Da jeg kom derom, var der allerede samlet en halv snes mennesker og flere kom til.

De to flyvere var lige landet i vænget mellem Venslevej og vejen syd ud af byen, og de hægtede så deres faldskærme af og tændte sig en smøg. Derefter kom de hen på vejen, hvor vi stod, rullede faldskærmene sammen og lagde dem i den vestlige vejgrøft udfor Frederik Hansens gård. Her forsøgte den ene med sin lighter at brænde dem af, hvorfor jeg gik hen og sagde til ham, at det var farligt, da gnister kunne flyve hen og antænde den stråtækte gård, som lå tæt ved. Nu skete der intet, da faldskærmene var lavet af nylon og kun ville smelte. Men det vidste vi ikke, da vi aldrig havde set det stof før. Nu begyndte nogle, som manglede en ny tørresnor, at forsøge at trække skærmene i stykker, og flyverne sagde: "That is okay". Først da knivene kom frem, lykkedes det at få skåret dem i stykker. Jeg reddede mig også et stykke, hvoraf min tante senere syede mig et lommetørklæde med initialer og USAF og RAF´s mærker. Men da det var færdigt, og hun ville stryge det, blev der et par huller. Hun kendte jo heller ikke nylon og anede ikke, at det smeltede ved for høj strygetemperatur.

- Nuvel, medens man var travlt beskæftiget med at dele faldskærme, kaldte Johs. Nielsen, Baldersgård mig lidt til side og sagde: "Ejvind - du har lært engelsk i skolen, du må snakke til dem, - de skulle jo gerne snart af vejen inden tyskerne kommer". Jeg svarede: "Ja, du har ret, jeg ville også godt tage dem med hjem. Men jeg tør ikke nu, da alle disse folk ser på det. Nogen kan måske sladre til tyskerne, - og far har som sognefoged ordre til under dødsstraf at anholde dem og overgive dem til tyskerne". - han sagde: "Så må du se at få gemt dem et andet sted. - Bare de kommer væk, inden tyskerne kommer".

- Jeg var klar over, at jeg måtte have dem væk fra gruppen af folk, inden vi diskuterede skjulesteder. Jeg samlede så min cykel op af vejgrøften og gik igen om på den sydlige side af flokken til de to flyvere, som stod og så på, at deres faldskærme blev skåret i stykker. Da jeg gik forbi dem, sagde jeg: "Follow me". - De fulgte efter og spurgte straks, hvor de var. - Først da vi havde gået et lille stykke, og vi var ude af hørevidde af de forsamlede mennesker og jeg så at ingen fulgte efter, svarede jeg dem og fortalte at det var Sydvestsjælland. - Den forstod de ikke. Den mindste af dem spurgte så om det var Sverige. - "Nej, det er det ikke" sagde jeg, "det er Danmark". - "Danmark" gentog han, "... er det et neutralt land.?" - jeg svarede "Ja, Danmark er neutralt, men vi er besat af tyskerne". - Det gav et lille spjæt i dem begge, da de fik denne oplysning. Og han spurgte omgående om, hvor tyskerne var. - Jeg pegede mod sydvest og fortalte, at i Skælskør var vistnok to mand på posthuset, men mod nord i Slagelse og mod øst i Næstved var kaserner med masser af tyske soldater, og de ville være her snart. De ville køre direkte til Venslev, hvor maskinen var faldet ned. "Så der må I for alt i verden ikke gå hen" forklarede jeg dem.

Da vi nu var nået halvvejs ud til jernbanen, pegede jeg i østlig retning og viste den gule gård, som var mit fødehjem. "Der" fortalte jeg "kunne jeg li' at bringe jer hen, men jeg tør ikke følges med jer derhen, det er for farligt i dagslys. Opdager tyskerne , at jeg har skjult jer, bliver måske både min far og jeg skudt". - Da jeg efterhånden synes at jeg ikke kan finde nogen løsning, siger jeg: "I må derud i Fyrendal skov og gemme jer. - Følg banen og kom endelig ikke i nærheden af, hvor maskinen er faldet ned". - Nu kommer jeg i tanker om, at de så vil komme lige forbi vor nabo mod øst, han er nazist og alarmerer sikkert straks tyskerne.

Omsider får de den bedste løsning, jeg kan finde og den lød: "Følg banen mod øst, søg dækning i grøfterne langs denne, gem jer i granerne ca. 1 km
derudad i banens sydlige side. Bliv i granerne herhen imod, for i den bageste ende ligger der en gård, hvor manden er nazist, og han vil ringe til tyskerne og fortælle hvor I er, hvis han opdager jer". - Det var en risiko at løbe, men jeg ønskede at få dem hen i nærheden af mit hjem for at kunne hjælpe dem videre, så de måske kunne slippe til Sverige.

Vi er nu nået næsten hen til banen, og jeg tager afsked med dem, idet jeg siger: "Jeg vil helst ikke ses gående sammen med jer alt for længe, så alt for mange mennesker får mistanke om, at jeg forsøger at skjule jer. Så jeg cykler nu videre til Venslev for at aflede folks opmærksomhed, og derfra kører jeg lige hjem igen. - Altså hold jer væk fra nedfaldsstedet, bliv i den vestlige ende af banegranerne. Når jeg kommer hjem, vil jeg komme ned med mad til jer".

I Venslev sås næsten kun ild og røg, dels fra krateret, som maskinen havde lavet i et vænge midt i byen efter at den med den ene vinge havde skåret en udlænge til en gård tværs igennem. Et hus tilhørende bogholder Kaj Friis samt Peter Andreasens gård på den anden side af vejen var indhyllet i røg og flammer, så det var umuligt at komme længere ad den vej. Bisserup rutebilen fra Slagelse var da også stoppet op i byens nordlige udkant, da den ikke kunne køre videre. Af folk i Venslev fik jeg at vide, at ved et helt mirakel var ingen af byens beboere kommet noget til, idet de fleste havde været i kirke og lige var kommet ud derfra. Venslev kirke ligger i den vestlige del af byen, og maskinen ramte den yderste gård i øst. - Da man også fortalte, at der stadig eksploderede bomber nede i krateret, var det ikke videre spændende at være der. Dog fik jeg lige oplyst, at endnu en flyver var sluppet levende ned. Han var landet lige nord for byen og trukket nord over mod Hyllested. Men den sidste, der kom ud af maskinen, sprang for sent. Han blev slået ihjel, da han ramte jorden og lå nu dækket til af sin faldskærm lige omme bag gården hvor maskinen faldt.

Da jeg nu også tænkte på, hvordan "mine to flyvere" klarede den, og om de stadig havde undgået tyskerne, spurtede jeg hjem igen på cyklen. Det var vist også kl. 12, min mor sagde, vi spiste, og nu var den nok blevet næsten en time over.
Men der var ingen skænd i dag. Min mor spurgte blot, om jeg havde set noget til Bendt og Aage i Venslev, men det havde jeg ikke. Jeg fortalte så, hvordan der så ud i Venslev, og at ingen danskere var slået ihjel. På spørgsmålet om jeg havde talt med nogen af flyverne ved Hyllested, svarede jeg, at de var OK. Mine forældre var jo meget spændt på, om de ville slippe væk og undgå at blive taget til fange af tyskerne. Men på spørgsmålet, om jeg vidste hvor de ville hen, svarede jeg undvigende, at det vidste jeg ikke, men de gik vistnok denne vej. Jeg var klar over, at far havde ordre til at anholde dem, så han måtte ikke vide noget om deres færden, hvis han kom i forhør hos tyske soldater. Der var jo dødsstraf for at hjælpe allierede flyvere. Men tyskerne havde da heldigvis ikke vist sig endnu. - Far var meget fåmælt, og jeg kunne mærke, han havde lidt nerver på.

Jeg gik alene med mor ud i køkkenet og spurgte hende, om jeg måtte få lidt mad til to mand, som jo nok er sultne nu. Hun svarede: "Ja, det må du" - og hun spurgte derefter: "Ved du, hvor de er henne?" - Mit svar var: "Jae - nej ikke sådan helt rigtigt". - Efter en kort pause siger min mor så: "Hør nu her, hvad du ved, må du ikke fortælle far". - "Det ved jeg", sagde jeg. Og hun fortsætter: "Hvad jeg nu fortæller dig må du ikke fortælle til andre". - Jeg svarer "Nej, selvfølgelig". - Hun går videre: "Ser du, efter at i tre var kørt, gik far en tur ned ad vejen for at kigge lidt omkring. Han ser da de to flyvere nede ved banen komme gående i zigzag. På denne side af ledvogterhuset gik de mod Venslev, derefter kom de op på denne side af banen med retning lige op mod vores gård. Da de var næsten helt heroppe, så far, at vor nabo (nazisten) kom cyklende nede på vejen fra Hyllested. Da han jo nødig skulle se far sammen med flyverne, gik han omgående hjem igen. Han gik så ind og ringede til vor landbetjent Kidholm". - Far vidste, at Kidholm var god nok og ikke tyskvenlig.

- Til Kidholm fortalte far så i telefonen, at der var faldet en flyvemaskine ned, og der vist var noget med nogle faldskærme. - Kidholm gav far det svar: "Jeg har set maskinen falde ned og også hørt om nogle faldskærme, - men vi regner med, at det er en tysk maskine, så jeg tager ikke selv op til Venslev. Det må tyskerne selv ordne. Og da vi ikke skal anholde tyske piloter, skal du heller ikke gøre noget. Bliv bare hjemme. Så kan vi fortælle dem det, når og hvis vi kommer i forhør".
Min kommentar var: "Det var ikke så godt, hvis ham nazisten har set far i nærheden af flyverne". - "Nej" siger mor "og nu kan vi vel snart vente, at tyskerne kommer her og tager far i forhør - men vi håber, at det går". - Nå, jeg spørger så med bankende hjerte, om hun tror, de har gemt sig her på gården. Men jeg får at vide, at far og mor fra havestuen kunne se, at de gik ned mod banegranerne, og at de havde længe ventet mig hjem, for at jeg kunne gå ned og advare dem mod nazisten, der boede lige bag granerne. Jeg kunne nu berolige mor med, at jeg havde sendt dem derned samt advaret dem mod nazisten og bedt dem blive i den vestlige ende. Derpå beder jeg hende pakke lidt varm mad ned i en kurv, som jeg så straks vil bære ned til dem. Men hun svarer, at jeg hellere må gå ned og finde dem først og bede dem holde sig skjult, og derefter kan jeg bringe mad ned til dem. - Da jeg derpå kommer ned til granerne, gennemtrawler jeg den del, der er ud for vores jord og kalder hele tiden sagte på dem. men det lykkedes ikke at finde dem, og efter en tids søgen må jeg gå hjem igen og når hjem samtidig med mine brødre til en noget forsinket, ovnvarmet påskemiddag med en noget trykket stemning. Bendt og Aage havde fået oplyst, at den pilot, som var gået ned nordvest for Hyllested, var blevet såret så slemt i det ene ben og ryggen, at han selv havde bedt om at komme på sygehuset. Derfor havde folk der ringet efter tyskerne, som senere hentede ham.

Kort efter at påskemiddagen var spist, var ild og røg fra branden i Venslev stilnet lidt af, og jeg ville køre et smut derned igen for at se om det var muligt nu at komme helt hen til nedstyrtningsstedet, nu da der sikkert ikke var flere bomber, som ville eksplodere. Jeg ville også forsøge at stjæle vitale dele af maskinen, inden tyskerne kom og samlede delene sammen. For så snart tyskerne kom, blev der holdt vagt ved stedet. På turen derned spejdede jeg efter "mine to flyvere", men de var ingen steder at se, så jeg slog mig til ro med, at de måske havde nået til Fyrendal skov.

I og omkring Venslev vrimlede det med mennesker, der var på jagt efter souvenirs. Tyskerne var lige ankommet og havde opslået hovedkvarter i Brugsens mødesal midt i byen. De kom først ca. to timer efter nedstyrtningen, så mange vragdele var allerede fjernet. De ca. 15-20 soldater søgte ihærdigt at jage folk væk, men det var næsten umuligt for dem, da dele af maskinen lå over et stort område. Og ikke ret mange "forstod" hvad de mente, når de brølede: "Verboten - zuruck - herauss - los los - keine zutritt. - Det var da vores land og ikke deres.

Man kunne ligefrem mærke, at de var mere nervøse og urolige nu efter deres mange nederlag på østfronten. De frygtede nu for den ventede allierede invasion et sted på kysten mellem Nordkap i Norge og den fransk-spanske grænse ud til Atlanterhavet. -Joh... Herrefolksvæsenet var gået af dem.
Der var ikke meget at finde der af interesse den dag. Næsen af maskinen lå dybt nede i jorden, og resten af den var sprængt i småstykker ved nedslaget, og da de to sidste ombordværende bomber kort efter eksploderede. Af de øvrige bomber havde besætningen forinden droppet dels 4 i Storebælt og dels 3 på en åben mark mellem Lyngby-gård i Boeslunde sogn og Faardrup by. Jeg talte dog med vor tidligere karl derhjemme (Bent Andersen fra Venslev).
Han fortalte, at endnu en flyver havde overlevet styrtet. Han var landet nord for Venslev med sin faldskærm, så ikke ret mange havde set ham. Han var så kravlet og løbet ned mod Bjærge å på vej mod Hyllested, hvor "mine to flyvere" landede. Han var vist nok oppe på Brobjerggård. Jeg ville så ikke køre derop den dag, det kunne lede tyskerne på sporet. Videre fortalte Bent harmdirrende, at han og en kammerat havde fundet een af maskinkanonerne samt en del ammunition, som de havde båret ned og skjult i Bjærge å, der løber i sogneskellet mellem Venslev og Hyllested. Men nogle kvajhoveder, som havde set at de slæbte af med den, havde fortalt det til en senere ankommen politiassistent fra Skælskør. Denne havde så beordret Bent og kammeraten til at bære det hele tilbage til Venslev igen, hvor han afleverede det til tyskerne.

Mit udbytte den dag blev et stykke af en forbrændt fåreskinds pilotjakke, et stykke af en gummibåd gennemhullet af projektiler, samt en del patronhylstre. De var eksploderet i ilden kunne jeg se, idet fænghætterne manglede. I et hjørne af haven til den brændende gård fandt jeg en kabinedør, men da den var for stor til at slæbe hjem, undersøgte jeg dørlåsen. Denne var imidlertid ikke til at brække af, den skulle skrues af.

Næste eftermiddag efter skoletid medbragte jeg en skruenøgle. Først var jeg henne at kigge på hullet i jorden og inde i laden og se hullet, maskinen havde lavet i den længe. Overalt var de tyske vagter mere emsige. Der var kun få tilskuere, og flere vagter havde bevæbnet sig med små kæppe, hvormed de slog efter folk og brølede: "Zuruck, Zuruck -los, los, los". - Jeg gik så om og bearbejdede min dørlås med skruenøglen, men de møtrikker sad godt fast. Da jeg så endelig fik de to af, stod der en stor vagtpost lige ved siden af, og han spurgte så, hvad jeg lavede. "Jae - jeg skal bruge denne lås", svarede jeg. - "Nej du skal ikke - verboten - forsvind" var hans kommentar. - Nu så han ikke så slem ud, han havde ingen kæp, - kun et gevær over skulderen. Så jeg lod som om jeg ikke forstod hans ordre og fortsatte med den næste skrue. Da han så begyndte at brøle op og samtidig begyndte at pille ved sit gevær, måtte jeg til at fortrække. Derefter kom jeg i snak med nogle jævnaldrende Venslev-drenge på vejen ud for smedjen, og der møder os et kosteligt syn. En lille lort af en vagtpost i en alt for stor kappe, der næsten når jorden, kommer hen imod os med en kæp i hånden, og på skulderen har han et stort gevær der næsten slæber efter ham. Da han kun ligner en stor dreng, er vi nysgerrige og spørger hvor gammel han er. - "Sytten år" svarer han. Så beklager han sig over at danskerne er så træge - , de er ikke til at jage væk. - "Det ved vi godt" siger een af os med et lunt glimt i øjet. - Han fortsætter: "Det bliver bedre, når Tyskland har vundet krigen, så skal i blive opdraget". - Een spørger ham så, om han tror på, at de kan vinde, nu de er på tilbagetog i Rusland. Men det tror han bestemt. Jeg spørger så om, hvordan han kan tro det, når Hitler allerede nu skal bruge drenge som soldater. Det gør ham rasende. - Jeg tilføjer drillende: "Jeg tror du snubler i den lange kappe, inden du når over til Rusland". Nu ryger han helt ud af flippen og slår efter mig med kæppen. Så var det min tur til at blive gal, men ingen af os havde lyst til at underholde ham mere, så vi vendte ham ryggen, og jeg kørte hjem til mine skolebøger.

Få aftener efter var jeg sammen med noget af min familie på besøg på Brobjerg for at høre evt. nyt om vore amerikanske faldskærms-venner. Her fortalte datteren Agnethe, at hun havde hentet den sidste pilot, som var kommet levende ud, nemlig chefpiloten. Han havde skjult sig nede ved Bjerge å. Han havde dels gået og dels krøbet op over marken til gården, hvor hun og forkarlen Aksel havde skjult ham i en gammel halmstak. Hendes far Rudolf Jensen vidste intet om det, så da tyske soldater om eftermiddagen den 9. april gennemsøgte gården på jagt efter piloten, sagde han til dem, at det kunne de godt lade være med, for der var ingen flyvere der, - de var alle slået ihjel ved nedstyrtningen. Tyskerne var dog rundt og snuse alle vegne. De var på halmloftet og stikke i halmen med deres bajonetter og også rundt om halmstakken uden at finde noget mistænkeligt. Aksel havde ellers været lidt uforsigtig, idet han havde gemt de let genkendelige flyverstøvler, som han havde tilbyttet sig. De lå inde i en bunke risbrænde i brændehuset. Men det gik altså godt, og tyskerne forsvandt igen derfra. Den amerikanske flyver forblev i halmstakken og fik der sin forplejning. Nu skulle man forsøge at skaffe ham væk, d.v.s. til Sverige, hvorfra han kunne returnere til England.

Efter henvendelse til Falcks stationsleder i Slagelse (Bruno de Neergaard), kom denne næste aften kørende langsomt forbi, efter at han havde været i Venslev og vende med kranvognen. Ud for Brobjergs have hoppede flyveren på bilen og var muligvis nu på vej til Sverige sammen med de to, som jeg modtog ved Hyllested. De var blevet "iført" en masse forbindinger og blev som patienter kørt i en ambulance fra Slagelse til København. De blev stoppet ved 2-3 tyske vejspærringer og undersøgt. Men da det drejede sig om sygetransport, fik de lov at fortsætte kørselen lige til hovedstaden.

Mine to flyvere havde ganske rigtig gemt sig hjemme ved banegranerne, men var jo allerede væk, da jeg var nede for at finde dem igen med henblik på middagsmad. Sagen var, at Bisserup rutebilens chauffør Bernhard Hansen og hjælperen Sven Anker Brøns på hjemturen fra Slagelse - fra vejen mellem Hyllested og Venslev kl. ca. 11,50 havde set dem ved granerne. De ønskede at forsøge at hjælpe dem. Så da de ikke kunne køre videre ad vejen gennem Venslev, satte de de sidste passagerer af, vendte den tomme bus og kørte tilbage til Hyllested og videre mod Haarslev. Fra bakken ca. 100 m. ovenfor granerne kørte chaufføren langsomt og på tudehornet truttede han morsetegnet for V...- som vi hver dag hørte i radioen fra England. Det var de allieredes signal for "VI VIL VINDE". De to flyvere var så løbet op til vejen, hvor de hurtigt kom ind i bussen og lagde sig på vognbunden. Den kørte derefter over i skolegården på den daværende Haarslev-Tingjellinge Centralskole, hvor Sven Anker Brøns boede med sine forældre. Her kom flyverne ned i skolens kælder, hvorfra de så blev afhentet næste aften af læge Thorsteinson fra Flakkebjerg og kørt til København via Slagelse.
Rundt om i adskillige hjem i Sydvestsjælland kunne ses minder fra den dystre påskedag i Venslev. Det var askebægre og lamper, som var lavet af aluminiumsplader hugget blandt vragresterne for næsen af tyskerne.

Nylonsnorene fra faldskærmene blev brugt til tørresnore, og flere af de unge piger fik syet sommerkjoler af stoffet fra faldskærme. Navnlig var de farvede skærme fra våbennedkastninger eftertragtede som kjolestof.
Foruden de her omtalte tre reddede flyvere + een tilfangetagen i Hyllested Præstemark, var der to, som sprang ud tidligere og landede ved Halkevad. Her har nogle beboere i Faardrup ringet til tyskerne i Slagelse og fortalt, hvor de var, - så de gik også i tysk fangenskab. - Alle disses skæbne er ukendt. De fire sidste blev dræbt ved flyet i Venslev.

Bisættelsen af de dræbte flyvere
På Svinø kirkegård syd for Næstved, hvor der allerede lå mange allierede flyvere, begravede tyskerne den 11. april 1944, hvad man havde fundet af de dræbte flyvere. Den 27. april begravede sognepræst Ove Højland nogle få jordiske rester af to mand på Venslev kirkegård, og endelig den 30. april blev den sidste mand fundet i krateret og begravet på Svinø kirkegård.

Sporing af flyverne eller deres familier efter krigen
Både under og også efter krigen var vi jo en del spændte på, hvordan det var gået vore tre flyvere, som blev reddet tilbage til England via Sverige. - men også de tre som måtte gå i tysk krigsfangenskab, - mon de ville overleve krigen?

Kort efter, at de tre reddede flyvere midt i april 1944 var returneret til England, sendte de en hilsen via BBC's radio i London til deres danske hjælpere med tak for assistance med at undgå tysk tilfangetagelse samt melding om "Alt vel".